Uvildig undersøgelse finder solidt fagligt fundament i Morsø

En uvildig undersøgelse af Morsø Kommunes Børne- og Familieafdeling viser et solidt fagligt fundament og overordnet tilfredsstillende sagsbehandling. Samtidig peger undersøgelsen på en række områder, hvor kommunen kan forbedre praksis.
Undersøgelsen fra BDO omfatter blandt andet gennemgang af 24 sager samt interviews med familier, medarbejdere og ledere. De gennemgåede sager er generelt præget af fyldestgørende sagsoplysning, relevante socialfaglige vurderinger og fagligt begrundede afgørelser.
Den juridiske gennemgang viser overordnet tilfredsstillende lovmedholdelighed. BDO peger dog på behov for blandt andet bedre børneinddragelse, mere skriftlighed og rettidig partshøring. Ifølge undersøgelsen er der ikke grundlag for en generel kritik af lovmedholdeligheden på myndighedsområdet.
”Undersøgelsen viser et solidt fagligt fundament, og det giver os grundlag for fortsat tillid til forvaltningen og de medarbejdere, der hver dag løser nogle meget komplekse opgaver. Samtidig har vi fået nogle tydelige opmærksomhedspunkter, som vi skal handle på,” siger Lars Røntved Jensen (F), medlem af den politiske styregruppe.
Den politiske styregruppe har på baggrund af undersøgelsen formuleret ti anbefalinger. De samler sig om bedre sammenhæng og tidligere indsats, større tydelighed for børn og familier samt en styrkelse af PPR.
For PPR er der blandt andet fokus på journalisering, rekruttering og fastholdelse samt et serviceniveau, hvor pædagogisk-psykologiske vurderinger skal udarbejdes inden for seks måneder.
”For familierne er det afgørende, at de oplever sammenhæng og tydelighed og ved, hvem der har ansvaret, og hvad næste skridt i deres sag er. Undersøgelsen giver os et godt grundlag for at styrke indsatsen yderligere,” siger Pia Storm (A), medlem af den politiske styregruppe.
Administrationen har nu udarbejdet handleplaner, og arbejdet med at gennemføre initiativerne og følge udviklingen systematisk går i gang.
Faktaboks:
- Undersøgelsen er gennemført af BDO
- 24 sager er gennemgået
- Der er også gennemført interviews med familier, medarbejdere og ledere
- Undersøgelsen peger på ti politiske anbefalinger
- Anbefalingerne samles i tre hovedtemaer
- PPR skal blandt andet styrkes med fokus på journalisering og rekruttering
- Pædagogisk-psykologiske vurderinger skal udarbejdes inden for seks måneder






Accepter kun nødvendige cookies