UNESCO-status sender Mors og Fur på verdenskortet med millionomtale

Da UNESCO den 25. juli optog molerlandskabet på Mors og Fur på Verdensarvslisten, blev det ikke kun en historisk dag for Morsø og Skive Kommuner. Beslutningen satte samtidig gang i en omfattende mediedækning, der har bragt området ud til både nationale og internationale målgrupper.
Flere af landets største medier dækkede udpegningen, mens det franske nyhedsbureau Agence France-Presse (AFP) også bragte historien internationalt. Dermed blev fortællingen om de unikke molerklinter, fossilerne og områdets geologi spredt til medier i blandt andet USA, New Zealand, Mellemøsten og Asien.
Rasmus Friis Sørensen, direktør for Destination Limfjorden, vurderer, at eksponeringen har en betydelig værdi.
”Det er fantastisk for kommunerne og os samarbejdspartnere at få den form for medieomtale. På meget kort tid har vi fået positiv opmærksomhed i et omfang, som man kun yderst sjældent oplever. Hvis det overhovedet kunne købes, ville værdien løbe op i flere millioner kroner,” siger han.
Verdensarvsstatussen forventes samtidig at styrke turismen og skabe nye muligheder for udvikling i området. På Fur er molerlandskabet allerede blandt Skiveegnens største attraktioner med omkring 200.000 endagsbesøg om året.
”Det her er en historisk milepæl for hele Limfjordsområdet. UNESCO-status giver os en helt særlig mulighed for at styrke områdets position som destination og tiltrække endnu flere gæster med interesse for natur, historie og autentiske oplevelser,” siger Rasmus Friis Sørensen.
Den nye status forpligter dog også til at beskytte og bevare det landskab, der nu er anerkendt som en del af verdens fælles naturarv.
Faktaboks:
- UNESCO-status: Molerlandskabet på Mors og Fur blev optaget på UNESCO’s Verdensarvsliste den 25. juli 2026.
- Mediedækning: Historien blev dækket af både danske og internationale medier.
- Nationale medier: Blandt andre DR, TV 2, Berlingske, Politiken, Jyllands-Posten, Børsen, Kristeligt Dagblad, B.T. og Ekstra Bladet bragte historier om udpegningen.
- International omtale: Det franske nyhedsbureau Agence France-Presse (AFP) udsendte en global historie om UNESCO-optagelsen.
- Fokus: Internationale medier fremhævede områdets geologi, fossiler og fortællingen om livet på Jorden for 55 millioner år siden.
- Turisme: Fur har omkring 200.000 endagsbesøg om året.
- Destination: UNESCO-statussen forventes at styrke natur-, kultur- og oplevelsesturismen i Mors, Fur og Limfjordsområdet.
- Organisation: Destination Limfjorden arbejder med udvikling og synliggørelse af området.






Accepter kun nødvendige cookies